Draguignan var hovedby i departementet Var indtil 1975, hvor den mistede sin titel til Toulon. Draguignan er pga. sin fine beliggenhed i et meget frodigt område et yderst velegnet feriemål. Det er et godt udgangspunkt for udflugter i omegnen med charmerende små middelalderlandsbyer, vinmarker og olivenlunde og til de vilde bjergslugter Grand Canyon du Verdon mod nord og til Gorges de Châteaudouble, som er en mindre version af Verdon.
Hovedinteressen ligger i byens middelalderlige kvarter, som omkranses af smukke platanalléer. Gaderne i den gamle by er interessante på trods af, at de ikke har den samme middelalderlige karakter som de mindre landsbyer. Byens vartegn, som dominerer den gamle by, er det 24 meter høje klokketårn, Tour de l’Horloge, fra 1663 med den klassiske campanile af smedjejern i toppen.
Eglise de St-Michel på Place de la Paroisse med trætag, rummer en statue af St. Hermentaire, som siges at have dræbt en terroriserende drage i 400-tallet. Byens navn hidrører fra denne drage. På pladsen ved siden af kirken er der hver lørdag et kæmpemæssigt marked.
👉 Find dit næste drømme-feriehus i Draguignan.
I Rue de la Juiverie kan man se facaden af en synagoge, som er det sidste minde om et fremtrædende jødisk samfund, der blomstrede op her i middelalderen.