Ferie i Anthéor

Anthéor er en lille, charmerende kystby beliggende mellem Saint-Raphaël og Agay, omgivet af de dramatiske røde Esterel-bjerge og det glitrende Middelhav. Byen er kendt for sine fredelige omgivelser, små strande og hyggelige havne, hvilket gør den til et ideelt sted for en afslappende ferie tæt på naturen. Området indbyder til vandreture, klatring, cykelture og bådture, mens Esterel-bjergenes spektakulære landskab skaber en dramatisk og smuk baggrund for både oplevelser og ro. Anthéor er perfekt for naturelskere, familier og alle, der ønsker en ferie med strand, natur og autentisk sydfransk charme.

Se alle vores ferieboliger:
Indlæser...
Der er ingen ledige huse, der matcher dine søgekriterier

Mellem Esterel-bjergene og Middelhavet

Anthéor er med sin let genkendelige jernbaneviadukt beliggende på den smukke Corniche d’Or, en af Frankrigs smukkeste vejstrækninger, der forbinder Saint-Raphaël i vest med Cannes i øst. Denne enestående strækning løber langs det vilde vulkanske Estérel bjergmassiv med de røde klippeformationer på den ene side og det azurblå Middelhav på den anden.

Corniche d’Or passerer den ene eventyrlige klippeformation efter den anden. Undervejs på strækningen er der parkeringspladser, hvor man kan stoppe op og nyde synet af de utrolige klippeformationer, som løber helt ud i havet, hvor de ligger som småøer og skær. Hele vejen langs kysten ligger der skjulte bugter med små isolerede strande klemt inde mellem klipperne.

Over Anthéor by rejser det røde klippemassiv sig op og dominerer hele bugten. Der er masser af vandreruter i området, hvorfra man kan nyde de mest bjergtagende udsigter udover Middelhavet. ”Pic du Cap Roux (453 meter over havet), der er det nærmeste udsigtspunkt, byder på storståede panoramaudsigter. Længere mod øst kan man dreje fra kystvejen og følge skovvejen ”route forestier” op til Mont Vinaigre (628 m, det højeste punkt i bjergmassivet) og videre til Pic de l’Ours. Herfra er udsigten endnu mere svimlende.

Anthéor-stranden, der ligger under den store, gamle jernbaneviadukt, er meget børnevenlig med en svagt skrånende sandstrand. På begge sider af bugten ligger de smukke røde klipper. Herudover byder Anthéor ikke på ret meget andet end sin fantastiske natur.