Pisa er beliggende ved Arno-flodens udmunding lige vest for Firenze og med Middelhavet blot 20 minutters kørsel herfra. Pisa er først og fremmest kendt for sit Torre Pendente (Det Skæve Tårn), men der er masser af andre grunde til at besøge denne charmerende toskanske by.
Pisa byder ligeledes på en charmerende gammel bymidte med smalle gader, flotte pastelfarvede huse, små pittoreske piazzaer, smukke palæer, mere end 20 kirker og et stort antal imponerende broer, der krydser floden Arno. Den historiske bymidte er spækket med små restauranter, billige pizzeriaer og lige rundt om hjørnet gemmer der sig altid en overraskelse, en isbutik eller en fin lille nicheforretning.
Pisa er blevet verdensberømt takket være en konstruktionsfejl i 1100-tallet, der affødte Det Skæve Tårn. Arkitekten glemte simpelthen at tage højde for det bløde sand- og lerunderlag, som tårnet skulle bygges på, hvilket har resulteret i den bemærkelsesværdige hældning.
Hele domkirkekomplekset i Pisa er en vidunderlig overraskelse. Domkirken er ikke som så mange andre kirker i Italien ”begravet” i høje bygninger midt i byen. De tre hvide marmormastodonter: dåbskapel, domkirke og klokketårn, står på rad og række på en forfriskende grøn græsplæne i Pisas nordlige udkant.
Læs mere om Pisa. Klik her