Hestevæddeløbet Il Palio afholdes hvert år den 2. juli og den 16. august på Piazza del Campo midt i Sienas historiske centrum, der er med på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Væddeløbet går tilbage til 1100-tallet, kun afbrudt af krige og jordskælv.
Siena er opdelt i 17 forskellige contrade (bydele) med hver deres flag, skytshelgen, nationalsang, kirke etc., og det er disse 17 contrade, der to gange om året støder sammen i det traditionsrige hestevæddeløb.
I anledning af Palio’en dækkes Sienas historiske centrum til med jord og omdannes til væddeløbsbane, hvor de flot udsmykkede heste og ryttere løber om kap. Det kan gå særdeles voldsomt for sig, når rytterne bliver kastet af dyrene, eller hestene snubler i spurten rundt på Campo’en. Doping, bestikkelse og sammensværgelser er en del af festlighederne. Sieneserne sætter alt på spil for at vinde Palio’en, og de taler om begivenheden året rundt.
Vinderen er den bydel, hvis hest kommer hurtigst i mål på Campo’ens interimistiske væddeløbsbane, og præmien er et flot silkebanner, en såkaldt palio. Efter løbet fejres sejren med optog og festmiddag ved flot opdækkede borde i den vindende contradas gade.
Hvis du vil opleve palio’en, vil vi råde dig til at ankomme i god tid, idet begivenheden hvert år tiltrækker tusinder af tilskuere. Før løbet fyldes gaderne af historiske processioner, hvor fanebærerne jonglerer behændigt med byflag, og trommeslagere slår feststemningen an. Det hele kan forekomme ret så kaotisk, men det er et helt igennem fantastisk skue, som man ikke bør gå glip af, hvis man er på disse kanter.
Tine her fra kontoret var i Siena til hestevæddeløbet i august 2014. Her kan I se hendes video fra optogene, hvor specielt fanebærerne gjorde et stort indtryk: Video: Il Palio august 2014
Læs mere om Siena her