Det skønne Bouches-du-Rhône departement er beliggende i den sydvestlige del af Provence, centreret omkring Frankrigs næststørste by, Marseille. Bouches-du-Rhône byder på meget afvekslende landskaber med Alpillernes forrevne klippetoppe i nord, baglandets store vidtstrakte områder med solsikker, oliventræer, høje, slanke cypresser og lyserøde mandeltræer samt Middelhavet mod syd med det store marskområde Camargue i vest og den dramatiske kyststrækning øst for Marseille.
Ved Rhône-flodens udmunding ligger det store marskland Camargue, der adskiller sig fuldstændigt fra alle andre områder i Provence. Her kan man opleve eksotiske fugle, flamingoer, store saltbjerge, vilde heste, tyre og ægte cowboys.
Baglandet byder på spændende byer som den elegante universitetsby Aix-en-Provence og den historiske by Arles med sin flotte romerske arena. Nordøst for Arles hæver den savtakkede bjergkæde Alpillerne sig fra de omgivende sletter til højderne omkring Les Baux, og her er fine muligheder for vandreture. Saint-Rémy-de-Provence er et godt udgangspunkt for udflugter til Alpillerne.
På kysten finder man den store havneby, Marseille, kendt for sin fiskesuppe, bouillabaisse, samt de mindre havnebyer Cassis og La Ciotat, hvor kysten brydes af de betagende fjordagtige vige, Les Calanques. Fra Cassis kan man følge kystvejen mod øst, Route des Crêtes, op over Cap Canaille, der med sine 416 m. kan prale af at være de højeste klipper på det europæiske kontinent. Vejen, som svinger sig op og ned og ender nede i La Ciotat, byder på svimlende udsigter udover kysten. Hvis man befinder sig på disse kanter er det et absolut must.