
Påskesøndag føres Il Carro, en stor trævogn med en kæmpeopsats i træ fyldt med fyrværkeri, gennem byens gader. Vognen følges af et stort optog bestående 150 soldater, musikere og folk iklædt renæssancedragter gennem byen fra Porta al Prato og frem til Piazza del Duomo mellem domkirken og dåbskapellet. Fra højalteret i dåbskapellet udspændes en line, der fæstes til toppen af vognen. En mekanisk due antændes vha. de hellige sten (hjembragt fra Jerusalem i forbindelse med det første korstog). Den flyver af sted og rammer vognen, der eksploderer med knaldperler og flag, som folder sig ud fra opsatsens top. Ifølge traditionen sikrer et stort brag en god høst.
