Erling Bjøl: Den franske forbindelse
Fra Holger Danske til Sarkozy
288 sider, ill. 349,00 kr
Gyldendal
En Europafortælling med hovedvægt på forfatterens to hjemlande, Danmark og Frankrig. De to befolkningers mentalitet og skæbne i fortid og nutid tegner et billede af, hvorfor vi er forskellige, og hvad vi kan lære af hinanden.
Med skarpt blik for forbindelsen mellem de morsomme detaljer og den store sammenhæng bevidner forfatteren, at en hel del kulturelle og mentale forskelle har rødder i placeringen på Europakortet og ikke mindst - i det historiske forløb, som rækker 2.000 år tilbage. Mens fremtiden peger i en fælles retning.
Jyllandsposten, Gerhardt Eriksen: "...Her er med andre ord tale om et imponerende værk skrevet af den nu 90-årige skribent i hans bolig i St.-Germain-en-Lay, det franske Hillerød". At Bjøl i efterhånden i en del år har været svært synshandicappet, bør også nævnes som en vigtig side af hans arbejde med denne pragtpræstation af en bog. 5 stjerner ud af 6.
Politikken, Hans Boll-Johansen: "... Han er en fængende fortæller, der opliver de komprimerede facts med et utal af interessante detaljer. ... Bjøl har boet halvdelen af sit liv i Frankrig og er fransk gift, så han ved, hvad han taler om, når han siger, at fransk og dansk kultur er så forskellige, at det »ikke giver de bedste forudsætninger for indbyrdes forståelse«. Men det er på den anden side forskellene mellem kulturerne, snarere end lighederne, der giver den interessante analyse – af begge kulturer. Det er Bjøls bog én stor demonstration af."
Berlingske Tidende, Jørgen Larsen: "... Det er en bog, hvori forfatteren med det suveræne historiske overblik på små 300 sider fortæller om de dansk-franske relationer – både kulturelle og politiske – gennem et par tusinde år. Og den opgave mestrer Erling Bjøl bedre end nogen anden nulevende forfatter. For han har om nogen gennem et langt liv været indbegrebet af den franske forbindelse. Først som udsendt korrespondent i Paris for dagbladet Politiken, og dernæst som professor i international politik med speciale i nyere fransk historie ved Aarhus Universitet."
Information, Georg Metz: "... Det er ikke nemt at hente et citat fra Bjøls fine bog; det vil sige det kan man sagtens, men så får man svært ved at holde op igen. Få, om nogen i det danske sprog skriver en fagprosa på det niveau og i den grad spækket med indfald og digressioner til viderebefordring af forfatterens tankegang og læserens oplevelse. Det er en meget vidende mand, der skriver for viderekommende. Det gør ikke noget at man ved noget i forvejen. Store ord på en decemberdag: men at læse Bjøl er altid den rene fryd. Også denne gang."